![[Almanak Fakta]](AlmanakFakta.png "Almanak Fakta")
AB URBE CONDITAFra latin: Fra Byens Grundlæggelse, det vil sige den traditionelle datering af byen Roms grundlæggelse, 753 f.Kr. Normalt forkortet A.U.C. med eller uden punktummer. |
GYLDENTALAntallet af år, som er forløbet i månecirklen. Findes ved at lægge 1 til årstallet og dividere med 19. Den rest, der fås efter divisionen, er lig med vedkommende års gyldental. Eksempel: 1977 + 1 = 1978. Da 19 × 104 = 1976, bliver året 1977's gyldental 2. Månecirklen er på 19 år, idet de samme månefaser kommer på de samme datoer hvert 19. år (235 perioder for månens faser). EPAKTTal der sammen med Gyldentallet anvendes til at fastlægge påsken og de forskydelige helligdage i året, til hvert gyldental svarer én bestemt epakt som kan findes i nedenstående tabel:
Udfra epakten kan nymånen beregnes, idet der i gennemsnit forløber 29.53 dage mellem to nymåner. Nymåne beregnet ved gyldental og epakt giver mindre afvigelser fra de nøjagtige tidspunkter for nymåne. |
GREGORIANSKE KALENDERKalender som pave Gregorius 13. lod udarbejde i 1582, for at råde bod på den skævhed der var opstået mellem kalenderåret og solåret i den julianske kalender. Den væsentlige forskel mellem den Julianske kalender og den Gregorianske er at der i den Gregorianske kalender kun er 97 skudår per 400 år, mod 100 i den Julianske kalender. Den Gregorianske kalender blev indført i de engelsktalende lande i 1752, og springer dagene mellem den 2. september og 14. september over, i Danmark-Norge og de protestantiske stater i Tyskland blev den indført i 1700 hvor man sprang dagene mellem 18. februar og 1. marts over. I Rusland indførte man i 1700 den Julianske kalender i stedet for den gamle russiske tidsregning med "verdens skabelse". I andre lande blev den Gregorianske kalender indført på forskellige tidspunkter, senest i Rusland hvor den først blev indført efter den russiske revolution i 1917.
|
JULIANSK PERIODEPeriode på 7980 år; produktet af tre kortere perioder på: 28, 19 og 15 år med benævnelserne søndagsbogstavcirkel, metoncirkel og indiktionscirkel. Idet der forudsættes anvendt juliansk kalender, har de to førstnævnte cirkler at gøre med tilbagevenden til samme dato af henholdsvis ugedag og månefase, mens indiktionscirklen blot indebærer en årnummerering, der anvendtes i middelalderen. Til de mere fremtrædende, som gjorde brug af den julianske periode ved kronologiske beregninger, hører franskmanden Joseph Scaliger (1540-1609) |
JULIANSKE KALENDERKalender som Julius Cæsar 47 f.Kr. lod udarbejde og indførte i år 45 f.Kr. (706 AUC) med solåret på 365.25 døgn som grundlag, idet de tre af fire på hinanden følgende år var på 365 døgn, det fjerde et skudår på 366. Opretholdt inddelingen i 12 måneder, der fulgte de fire årstider, samt syvdagesugen og fastsatte nytår til 1. januar (tidligere 1. marts). Den Julianske kalender antager derfor at et år er eksakt 365.25 dage, men det gennemsnitlige solår er 365.2422 dage, hvilket betyder at et Juliansk år er ca. 11 minutter og 14 sekunder for langt, en fejl der akkumulerer til 1 dag på 133 år. Således er 400 Julianske år omkring 3 dage for mange. Dette blev der rådet bod på med den Gregorianske kalender. For at bringe orden i ældre tiders rodede kalender og få månederne til at passe med årstiderne måtte Cæsar indsætte tre skudmåneder i året 46 f.Kr., der blev på 455 dage og af romerne huskedes som Forvirringens år. I de første 5 dekader efter indførslen, herskede der usikkerhed om hvilken kalender der var den officielle, men den Julianske kalender blev endeligt accepteret i 8 e.Kr. eller 761 AUC. Pave Gregorius 13. forbedrede 1582 systemet til den Gregorianske kalender, der 1700 indførtes i Danmark og udlignede den siden Cæsars tid fremkomne afvigelse, der beror på, at solåret er 365.2422 døgn. |
KALENDER (latin)Tidsindeling i år, måneder, uger og dage; fortegnelse over årets dage; andre årlig udgivne fortegnelser og håndbøger, f.eks. Hof- og Statskalenderen. I de forskellige systemer for tidsregning har man fulgt Solens tilsyneladende bevægelse (dage or år) eller Månens faser (måneder og uger), og i de fleste har man med stort besvær søgt at forene disse to regnemåder: måne-måneden går ikke op i solåret, og endnu værre blev problemet, da man opdagede at døgnet hverken går op i måne-måneden eller i sol-året. Desuden har man af hensyn til erhvervslivet gjort forsøg på at gøre inddelingen så regelmæssig som mulig uden snævre hensyn til himmellegemernes indviklede matematik. Indførelse af KalenderenKalenderen blev indført af babylonierne omkring 6000 f.Kr., af ægypterne omkring 4000 f.Kr., af kineserne omkring 2000 f.Kr. Den nu almindelig benyttede gregorianske kalender er skabt på basis af den romerske kalender og den julianske kalender. Den Romerske KalenderI den romerske kalender var året et måneår med længden 355.25 døgn og nytår 1. marts, Julius Cæsar indførte med den Julianske kalender 45 f.Kr. solåret på: 365.25 idet 4 på hinanden følgende år de 3 var på 365 døgn, det 4. et skudår på 366, samt de 12 måneder, der fulgte de fire årstider, 7 dages-ugen og nytår 1. januar. Gregor 13 forbedrede 1582 kalenderen til den Gregorianske kalender, og den siden Cæsars tid fremkomne afvigelse, der beror på, at solåret mere nøjagtigt er 365.2422 døgn, udlignedes ved bortkastning af ti datoer, således at dagen efter 4. oktober 1582 dateres 15. oktober 1582, hvorved samtidig forårsjævndøgn blev fastlagt til 21. marts. De år, hvis årstal er delelige med 4 , er skudår, dog kun de 100-år, hvor årstallet er deleligt med 400; år 1900 var således ikke noget skudår, hvorimod år 2000 var det. Den Jødiske KalenderDen jødiske kalender tæller årene fra verdens skabelse, der er arbitrært ansat og svarer til år 3761 f.Kr.; her består året af 12 måneder, fra nymåne til nymåne, ca. 354 dage, men med en indskudt 13. måned på 30 dage i 7 ud af hver 19 år for at give året den rette gennemsnitlige længde. Tidligere begyndte i den jødiske kalender måneden, når nymånen var observeret; men den følger nu faste regler, der svarer til den 19-årige måneperiode. Den Islamiske KalenderDen islamiske kalender tæller ud fra Hedjrea, 622 e.Kr., som år 1 og har måneår på 354 dage med måneder a 29 eller 30 dage og 11 skudår i løbet af 30 år, hver med 355 dage. I denne kalender flytter månederne sig altså i forhold til årstiderne. Den Franske RevolutionskalenderRevolutionskalenderen i Frankrig lod år 1 begynde 22 september 1792 og delte året i 12 måneder a 3 dekader a 10 dage plus 5 eller 6 festdage ved årsskiftet. KirkekalenderenI den kirkelige kalender retter de faste helligdage sig efter solåret, de bevægelige efter Månen. Den nuværende kalender har de ulemper, at måneder, kvartaler og halvår har forskellig længde i dage og at måneder og uger ikke følges. Der er foreslået forskellige forbedringer; fælles for dem er, at de for at få ugen til at gå op i måneden eller i kvartalet anbringer en jubeldag uden for uge- og månedsinddelingen ved årets afslutning. Et forslag regner med 13 måneder a 28 dage; et andet (Verdenskalenderen) med 4 kvartaler a 91 dage (31+30+30). |
ÅRETEt kalenderår omfatter 365 dage/døgn (i skudår dog 366 dage/døgn) fordelt på 12 måneder af 28-31 dages varighed. Kalenderåret er en periode af næsten samme længde som det astronomiske solår, det tropiske år: det tager jorden 365.2422 døgn at fuldføre et kredsløb omkring solen. Forskellen mellem de to perioders længde kan synes ubetydelig, men er dog så stor, at den over århundrederne ville medføre en glidende forskydning af årstiderne gennem kalenderåret, såfremt der ikke blev korrigeret for den. Det sker i vor kalender ved indføjelsen af en såkaldt skuddag, i visse kalenderår, således at disse, de såkaldte skudår, kommer til at omfatte 366 dage. I sin oprindelige udformning (kaldt den Julianske kalender efter sin ophavsmand Julius Cæsar, d. år 45 f.Kr., og indført i Rom fra og med år 45 f.Kr.) indføjede kalenderen en ekstra dag i hvert fjerde kalenderår; det indebar en svag overkorrektion, således at kalenderåret i løbet af 400 år vandt godt 3 døgn i forhold til solåret. En revideret version (den Gregorianske kalender, indført i den katolske verden i 1582 af pave Gregorius 13. og antaget i Danmark fra og med år 1700) reducerer skuddagenes antal til 97 pr. 400 kalenderår og formindsker dermed også virkningen af forskellen mellem solårets og kalenderårets længde: under den gregorianske forskyder kalenderår og solår sig med mindre end 1 døgn i forhold til hinanden i løbet af 3000 år (reelt 3 døgn i løbet af 10000 år). Dette kompenseres i den nuværende kalender ved at introducere skudsekunder når kalender tiden afviger fra den astronomiske tid med mere end ±0.9 sekunder. Skudår er herefter år hvis årstal efter Kristi fødsel er delelige med 4 (1988, 1992, 1996, osv.); hundredårene (1600, 1700, 1800, osv.) dog kun, såfremt de er delelige med 400 (1600, 2000, osv.). Som skuddag regnes i skudår årets 55. dag, dagen efter 23. februar. |
MÅNEDENDen julianske/gregorianske kalender er baseret på solåret. Det hertil svarende kalenderårs 365 eller 366 er opdelt i 12 (kalender)måneder, perioder af 28-31 dages varighed med hver sit (latinske) navn: januar (31 d.), februar (28 eller 29 d), marts (31 d.), april (30 d.), maj (31 d.), juni (30 d.), juli (31 d.), august (31 d.), september (30 d.), oktober (30 d.), november (30 d.), december (31. d). Denne opdeling og navngivning afspejler i et vist omfang systemet i den gamle romerske kalender, der i år 45 f.Kr. blev afløst af den julianske. Den før-julianske romerske kalender forsøgte ved forskellige kunstgreb at synkronisere solåret (med dets godt 365 dage) med et måneår på knap 355 dage (12 perioder fra fuldmåne til fuldmåne, hver af godt 29.5 døgns varighed). Kalendarisk realiseredes måneåret som 12 perioder af 28-31 dages varighed, i alt 355 dage: marts (31 d.), april (29 d.), maj (31 d.), juni (29 d.), quintilis (29 d.), sextilis (31 d.), september (29 d.), oktober (31 d.), november (29 d.), december (29 d.), januar (29 d.), februar (28 d.). Dette månedsforløb afspejlede i meget grove træk månens bevægelser; koordineret med solåret blev det ved, at man hvert andet år indskød en ekstra måned (mercedonius) af 22 eller 23 dages varighed efter den 23 februar. Den julianske kalender afstod ganske vist helt fra forsøg på at lade kalenderen tage hensyn til månens bevægelser, men valgte dog at strukturere sit kalenderårs 365/366 dage i et system af 12 perioder af nogenlunde samme længde og med de samme navne som den ældre kalenders (måne)måneder. Af disse navne angav de 6 simpelthen månedens placering i et årsforløb, der begyndte med marts: quintilis ('den femte'), sextilis ('den sjette'), september ('den syvende'), october ('den ottende'), november ('den niende'), december ('den tiende'); på en ikke alt for gennemskuelig vis synes de øvrige 6 at hænge sammen med bestemte gudenavne eller religiøse riter: marts (jfr. guden Mars), april (jfr. latin aperire 'åbne'), maj (jfr. guden Maia), juni (jfr. guden Juno), januar (jfr. guden Janus), februar (jfr. latin februare 'rense'). En af årets måneder blev i den nye kalender omdøbt til minde om initiativtageren til den nye kalender, Julius Cæsar, der fik juli måned opkaldt efter sig, en anden blev på et senere tidspunkt opkaldt efter hans efterfølger Augustus, der efter nogle års forfald fik genoprettet den julianske kalender. Indtil for få år siden meddelte universitetets almanak ikke blot månedernes latinske navne, men også et sæt ældre danske (eller i hvert fald ikke-latinske) navne: glugmåned (januar), blidemåned (februar), tor(d)måned (marts), fåremåned (april), majmåned (maj), skærsommer (juni), ormemåned (juli), høstmåned (august), fiskemåned (september), sædemåned (oktober), slagtemåned (november), kristmåned (december). Den svenske almanak registrerer fortsat en tilsvarende række gamle/poetiske månedsnavne. I et vist omfang er der tale om relikter fra en gammel folkelig tidsindstilling, hvis månedsgrænser ikke falder sammen med den Julianske kalenders. Uden for almanakken har i nyere tid disse månedsnavne kun en sjælden gang været anvendt, og kun i poetisk/puristisk sammenhæng. Navnene var håbløst forældede allerede i begyndelsen af det 18. århundrede:
|
UGENVor kalender opdeler restløst året i 12 måneder. Derudover opdeles tiden i kortere perioder af 7 dages/døgns varighed. Syvdagesugen har ikke, som kalenderperioderne år og måned, nogen umiddelbar sammenhæng med himmellegemers bevægelser, men har baggrund i jødisk og anden gammel nærorientalsk socialt/religiøst funderet kalenderpraksis. I europæisk kalendertradition er den indkommet i begyndelsen af det 4. århundrede, da kristendommen blev etableret som officiel religion i det romerske rige. Årets uger har ikke som månederne, hver sit navn. Efter international overenskomst 1971 identificeres de til gengæld ved en fortløbende nummerering 1-52. Som uge nr. 1 regnes den første uge, der (med mandag som ugens første dag) indeholder mindst 4 dage af det nye år. |
UGEDAGENEPå grund af den forskudte rytmen mellem kalenderåret (365/366 dage) og den periode, der udgøres af 52 uger (52 x 7 = 364), forskydes ugedagens placering i kalenderåret i forhold til de foregående år. Det er denne omstændighed, i forbindelse med de forskydelige helligdages bevægelse fra år til år, der begrunder, at der til hvert år fremstilles nye kalendre og almanakker. Ældre almanakker var beregnet til genbrug år efter år. Det problem, der var knyttet til ugedagenes forskydning, løste de ved ikke at dele årets dage op på ugedage, men i stedet at tildele hver af årets 365 dage et af bogstaverne A-G. Det enkelte års 'søndagsbogstav' angav, hvor søndagen faldt i det pågældende år: var f.eks. søndagsbogstavet 'C', faldt søndagene på de datoer, der var mærket med dette bogstav 3., 10., 17., 24., 31. januar osv. Herudfra kunne man beregne, hvorledes de øvrige ugedage var placeret i året. Systemet blev overtaget i de ældste almanakker, og der gik lang tid, før almanakredaktørerne indså, at dette var helt overflødigt at pålægge brugerne dette beregningsarbejde, når kalenderen alligevel blev skiftet ud hvert år. I Danmark var det først med almanakken for 1685, den første egentlige universitetsalmanak, at det umiddelbart blev angivet, på hvilken ugedag årets enkelte dage falder. Ugedagenes navne afspejler ugens oprindelse i nærorientalsk kalendertradition. De babyloniske astronomer tilordnede hver af ugens dage til en af de 7 planeter/planetguder (inkl. solen og månen), og dette system blev, allerede i førkristen tid, kopieret hos grækerne og romerne. I kontaktzonen mellem romersk og germansk kultur blev, formentlig allerede i 3./4. århundrede, etableret et system for ækvivalering af de romerske guder m.v. der indgik i ugedagenes navne, med tilsvarende germanske størrelser; den dermed etablerede navngivning for dagene i den kristne syvdagesuge nåede i stort set uændret form frem til Danmark i forbindelse med den kristne mission i den tidlige middelalder:
Til guden Saturnus fandt man ingen ækvivalent; til betegnelsen af den kristne uges 7. dag overtog man visse steder uformidlet det romerske navn (jfr. eng, Saturday), andre steder det fra hebraisk lånte ord sabbaton; i Norden betegnedes dagen - sandsynligvis i fortsættelse af en hjemlig tradition - som 'vaskedag' (første del af navnet 'lørdag' indeholder det nordiske ord laug/løgh 'bad'). |
SOLCIRKLEN OG SØNDAGSBOGSTAVETSolcirklen og Søndagsbogstavet anvendes til at fastlægge søndagens placering i året. Et almindeligt år har 52 uger og 1 dag, et sådant år vil altså ende med samme dag som det startede med. Et skudår har 52 uger og 2 dage, det vil altså ende med dagen efter hvilket det startede. Den orden i hvilken ugedagene falder i løbet af 28 år på en bestemt dag i året, er nøjagtig den samme, som i de foregående 28 år. Denne periode kaldes Solcirklen, og dennes talværdi angiver årets placering i denne periode. For at betegne dagene i året tildeles hver dag et af bogstaverne A-G, således at 1. jan. får bogstavet A, 2. jan. B osv. Når G nås begyndes forfra med A. Søndagsbogstavet for et givent år er da bogstavet, der findes ved søndagene. I skudår tildeles skuddagen 24. feb. samme bogstav som 23. feb., således at der i skudår forekommer to søndagsbogstaver, ét før og ét efter skuddagen. Disse tal kan beregnes, idet solcirklen vokser med én hvert år, og ved at der altid til samme solcirkel svarer samme søndagsbogstav (se nedenstående tabel). ![[Søndagsbogstavstabel]](SundayLetter.png "Søndagsbogstav i forhold til Solcirklen")
|
GREENWICH MEAN TIME (GMT), UTC OG UT1Siden 1884 har det kongelige britiske observatorium ved Greenwich, der ligger i 0-meridianen (0 Længdegraden), stået for den officielle tidsmåling og været startpunkt for alle tidszoner verden over. Dette tidsfikspunkt er kendt som GMT (Greenwich Mean (eller Meridian) Time) og blev bestemt som et gennemsnit af astronomiske målinger. Før 1925 startede GMT tiden 00:00:00 når solen stod højst på himlen, dvs. kl. 12:00 lokal tid, men efter 1925 starter GMT ved midnat, på sammen måde som døgnet. GMT anvendes stadig som referencepunkt mange steder, men er ikke længere officielt reference punkt for tidszoner eller tidsfastsættelse, da der nu anvendes målt tid på atomare ure, istedet for observeret tid. Denne målte tid benævnes Universal Time Coordinated eller UTC og er for de fleste praktiske foremål identisk med GMT, hvorfor disse to begreber ofte bruges i flæng. Men det er idag mest korrekt at anvende UTC som tidsangivelse. Da døgnet er defineret som et astronomisk begreb, den tid det tager Jorden at foretage én omdrejning omkring Solen, og denne ikke er præcist 86,400 sekunder, opstår der en forskel mellem soltiden (UT1) og den målte tid UTC, for at råde bod på dette problem justeres UTC med skudsekunder når forskellen mellem UTC og UT1 bliver større end ±0.9 sekunder. Dette sker normalt i slutningen af juni eller december måned, og da soltiden i gennemsnit er en smule længere end 86,400 sekunder vil der normalt blive tilføjet skudsekunder, men der er også taget højde for negative skudsekunder (dette har dog ikke været nødvendigt endnu). Når et skudsekund indsættes vil det optræde som 23:59:60 (minuttet mellem 23:59:00 og 00:00:00 indeholder 61 sekunder). Websider for yderligere Informationer |
HVORNÅR BEGYNDER DET NÆSTE ÅRTI, ÅRHUNDREDE ELLER ÅRTUSINDE ?SPØRGSMÅL: Hvornår begynder det næste årtusinde, ved nytår 2000 eller nytår 2001? Hvornår starter et nyt årti, århundrede eller årtusinde? SVAR: Spørgsmålet er helt aktuelt, for vi har lige skiftet årti. Ved nytår 1990 og igen 1991 har forskellige mennesker talt om halvfemsernes start. Det er det samme problem som ved årtusindeskifte. Både ved nytår 2000 og ved nytår 2001 vil forskellige mennesker tale om, at nu begynder et nyt årtusinde. Det er heller ikke nemt. Hvorfor er halvfemserne ikke bare de ti år der hedder noget med halvfems? Tilsvarende skulle det næste årtusinde være de tusinde år, der begynder med tallet 2. Men sådan er det ikke. Ved starten af år 1 begyndte man på det første år, det første årti, det første århundrede og det første årtusinde. Når et år varer et år, et årti ti år, et århundrede 100 år og et årtusinde 1000 år, så må det første år vare år 1 ud, det første årti indtil udgangen af år 10, det første århundrede indtil udgangen af år 100 og endelig det første årtusinde indtil udgangen af år 1000. Derfor må det andet år starte med nytår år 2, det andet årti nytåret år 11, det andet århundrede med nytår 101 og det andet årtusinde begynder derfor med nytår 1001, og dermed det tredie årtusinde med nytår 2001. Sidste gang vi gik ind i et nyt årtusinde, var det med blandede forventninger, for i Johannes' åbenbaring forudsiges tusindårsriget, og mange frygtede konsekvenserne af sådan et rige.
Uddrag fra 'Illustreret Videnskab' Nr. 5 Maj 1991 (Redigeret af Kim Chr. Madsen) |
Other Resources from kimcm.dk or by Author |
